Til dig der møder voksne

I hver klasse sidder derfor 6-8 børn, som vokser op med forældre med psykisk sygdom eller psykisk mistrivsel – periodisk eller permanent. Derfor kan og skal du som fagperson, der møder disse borgere/forældre, gøre en indsats for disse børn ved at spørge til børnene. Du kan være med til at forebygge fysisk og psykisk omsorgssvigt af børn, som er pårørende.

Sådan hjælper du som fagperson

Nedenfor finder du information, råd og vejledning til, hvordan du som fagperson kan tale med forældre, som er ramt af psykisk sygdom eller psykisk mistrivsel, og dermed gøre en afgørende forskel for et barn, som vokser op i en familie med psykisk sygdom.

Hvad er psykisk sygdom? 

Ca. hver tredje af os vil på et eller andet tidspunkt i livet opleve psykiske problemer eller symptomer på en diagnose. En psykiatrisk diagnose er egentlig blot et navn for en gruppe samtidige symptomer, der udgør en bestemt psykisk sygdom eller tilstand.

Psykiatriske diagnoser eller psykisk sygdom er altså ikke noget, man ER, men derimod en betegnelse for en sygdom, man HAR. Man er altså ikke ’depressiv’, ligesom man ikke er ’kræft’. Nogle psykiske sygdomme er vedvarende, mens andre kan helbredes, og mange lever et godt liv med deres diagnose. Angst og depression rammer så mange af os, at man kan tale om folkesygdomme. Andre psykiatriske diagnoser rammer relativt få.

Du har vigtig viden 

Fagpersoner, der arbejder med voksne borgere, har viden om borgerens udfordringer, men synes ofte ikke, at det er deres opgave at beskæftige sig med borgerens børn. ”Det må dem, der arbejder med børnene gøre”. Fagpersoner, der arbejder med børn, har ikke konkret viden om de voksnes udfordringer og står ofte i en svær position i forhold til at afdække problemstillinger i hjemmet og hos forældrene.

Derfor falder børn af forældre med psykisk sygdom ofte mellem to stole, og ingen tager rigtig hånd om dem og deres livsvilkår. Derfor er det vigtigt, at du taler med borgeren om børnenes trivsel og hjælper borgeren til at hjælpe sine børn bedst muligt.

Derfor er det din opgave 

Borgere med psykisk sygdom kan ofte ”stramme sig an” i korte møder, og det kan være svært for fagpersoner, der arbejder med børnene at afgøre, hvad der er på spil i familien. Den viden har du.

Din opgave som fagperson, der arbejder med den voksne borger (forælderen), er at spørge til børnene. Din interesse i børnene skal udspringe i et helhedsorienteret syn på borgeren, hvor borgerens bekymringer for børnene også kan være et aspekt i borgerens udfordringer med at få eget liv til at fungere.

Du skal hjælpe borgeren videre til at få den nødvendige støtte til børnene og til at blive den bedst mulige forælder. Det vil frigive energi hos borgeren til også at ’få det bedre’ på andre områder af sit liv.

Spørg til børnene

Når snakken drejer sig om børn, bliver fagpersoner ofte bekymrede for at gøre mere skade end gavn – fx ved at kompromittere alliancen med borgeren, ved at stigmatisere eller skræmme borgeren eller på grund af manglende viden. Dette er en unødig barriere. Alle forældre er optagede af deres børns trivsel og tager imod oprigtig interesse fra andre om emnet.

Det er derfor afgørende, at din interesse for borgerens børn udspringer af omsorg for barnets og familiens trivsel og udvikling – ikke ud fra kontrol og mistillid. Spørg interesseret, hvordan det går med børnene – set i lyset af de problemer, du ved, borgeren har. Anerkend at det er vigtigt for forældre, at deres børn trives bedst muligt.

Samarbejdet med borgeren 

Alle forældre bekymrer sig for, om det går deres børn godt. Det gælder også borgere med psykisk sygdom eller vanskeligheder. Derfor skal din interesse for borgerens børn udspringe af et helhedsorienteret syn på alle de aspekter i borgerens liv, som giver anledning til bekymring og belastning med fokus på, hvordan der kan ydes støtte og hjælp.

Din opgave er således at motivere borgeren til – hvis det er relevant – at modtage støtte til forældrerollen ved at henvise til relevant støtte.

Henvis til relevant støtte 

Du skal henvise videre og give information til relevante instanser, som kan støtte børn og familie.

Eksempler på støttemuligheder:

• Tilbud i behandlingsregi, fx familie- og børnesamtaler i psykiatrien.
• Kommunale tilbud via socialforvaltningen eller skole/institution, fx familierådgivning, sundhedsplejerske eller børnegruppe.
• Patient- og pårørendeforeninger, fx Psykiatrifondens rådgivning, Depressionsforeningen etc.
• Terapi og behandling, fx forløb hos psykolog eller praktiserende læge.

Her på hjemmesiden kan du finde relevante tilbud i din kommune, region og nationalt. Brug søgemaskinen til at finde de tilbud, der passer til den situation, du står i. 

Sådan påvirkes forældrerollen 

Omsorgspersonens kontakt, omsorg og evne til at indgå i et følelsesmæssigt samspil med det lille barn danner senere grundlag for barnets evne til at indgå i relationer med andre mennesker. Barnet er således afhængigt af omsorgspersonens kompetencer og evner. Hjælp allerede i barndommen kan mindske de psykiske konsekvenser, som vi ved, det kan få for barnet. Og det kan hjælpe hele familien.

At blive ramt af en psykisk sygdom kan have væsentlig betydning for forældreevnen. Det kan være svært som forælder at yde ens barn den omsorg, kontakt og samspil, man gerne vil, når den psykiske sygdom fylder. Det kan blive svært at skabe det nærvær og den tryghed, som barnet har brug for, og det kan være svært at få skabt en struktureret hverdag og gode fælles oplevelser – ikke fordi man ikke gerne vil, men fordi sygdommen gør, at man ikke kan. Det skal dog understreges, at mange forældre med psykisk sygdom vælger at prioritere deres energi, så de kan varetage forældrerollen godt.

Professor og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Anne Thorup, fortæller i denne video om, hvordan familien påvirkes af psykisk sygdom:

Nedenfor gennemgås en række parametre, hvor psykisk sygdom kan påvirke forældreevnen ved, at parametrene kan være reducerede eller fraværende.  

Sådan kan psykisk sygdom påvirke samarbejdet med barnets pasningssted og andre professionelle

Forældre med psykiske vanskeligheder og aktuelle symptomer oplever også ofte en række mere almene og uspecifikke kognitive vanskeligheder – dvs. problemer med hukommelse, koncentration, overblik og strukturer i hverdagen. De kan være meget generende for forælderen og gøre det svært at fungere, som man plejer. At have et lille barn oveni, som har brug for megen omsorg og opmærksomhed, gør det selvsagt ikke lettere. Ofte er nattesøvnen påvirket, når man har et lille barn, så der kan mangle overskud og energi til de mange nye opgaver. I tiden lige efter fødslen er hormonbalancen anderledes end normalt, og man kan føle sig både overvældet af ansvar, lykke og usikkerhed på én gang.

Det kan derfor være svært at organisere alle de mange praktiske ting, der er i forhold til barnet, som fx mad, bad, tøjvask, indkøb, oprydning og samtidig have tid og kræfter til at lege med barnet og stimulere det, trøste det osv. Det kan blive meget presset, når man som forælder til et lille barn skal ud ad døren på et bestemt tidspunkt – fx for at overholde en aftale. Forælderen kan blive stresset, irritabel eller usikker og have svært ved at bevare roen. Forældre med psykisk sygdom kan derfor mangle overskud til at deltage i sociale aktiviteter og kan også være fraværende fra barnets institution – både i hverdagens hente- og bringesituationer og til sociale arrangementer. Forælderen kan ofte ”stramme sig an” i korte møder samt aflevere- eller hentesituationer, og det kan være svært at afgøre, hvad der er på spil i familien. Umiddelbart kan forælderen virke helt "almindelig", men alligevel have det dårligt. Derfor er det altid vigtigt at spørge ind til det psykiske helbred en gang imellem, hvis man som fagprofessionel fornemmer, at noget er svært.

Forældre er ofte selv klar over, hvilke vanskeligheder og begrænsninger, de kæmper med og ønsker hjælp og støtte til det. Angsten for at blive dømt som ”dårlige forældre” og bekymringen for at blive underrettet til sociale myndigheder kan være en hindring i samarbejdet.

Det kræver derfor tålmodighed og indlevelse i familiens situation at opnå forældrenes åbenhed og tillid til at tale om deres udfordringer og opbygge samarbejde med de professionelle omkring familiens behov for støtte.

Det kan derfor være udfordrende for samarbejdet med familier ramt af psykisk sygdom at formidle, at de professionelles opgave med at hjælpe og støtte også indebærer pligten til at underrette, som familien kan opleve som kontrol.

Der findes familier, som på grund af forælderens psykiske lidelse har brug for, at barnet starter tidligere i vuggestue eller dagpleje end normalt. Beslutningen kan være svær for familien og skal tages i samarbejde med professionelle som sundhedspleje, sagsbehandler, pladsanvisning osv. og under hensyn til barnets udviklingsbehov og/eller forældrenes behov for aflastning. Her er det vigtigt at understrege for forældrene, at de gør det, som er bedst for hele i familien, hvilket i sidste ende gavner barnets trivsel.

At kunne opfatte barnet, som det er

Jo mere realistisk og nuanceret vi er i stand til at opfatte og forstå børn, desto større sandsynlighed er der for, at vi kan forholde os til dem på måder, der står i forhold til deres behov og muligheder. Børn, der føler sig set og forstået, som de er, får et godt grundlag for at udvikle en god selvfølelse. Forældre, som er ramt af psykisk sygdom, kan have store udfordringer med dette, da den psykiske sygdom beslaglægger væsentlige dele af forælderens energi og samtidig kan være kendetegnet ved høj grad af overoptagethed af eget indre liv og egne følelser.

Psykisk lidelse kan medføre, at forælderens oplevelse af barnets adfærd og emotionelle udtryk bliver ”farvet” af deres egne symptomer. Fx at barnet opleves mere uroligt, utilfreds og ked af det, når forælderen selv har symptomer på depression.

Barnets adfærd kan også mistolkes – fx kan et uroligt barn, som har behov for samspil og kontakt, blive forsøgt beroliget og trøstet med bryst/flaske i stedet for.

At kunne engagere sig positivt i et samspil med barnet – være nærværende og vise interesse

Når den psykiske sygdom er aktiv, kan det være svært for forælderen at lytte og være sensitiv for det lille barns forsøg på at få kontakt og tage initiativ. At fange signaler om, at barnet ønsker kontakt og fælles opmærksomhed kræver nemlig, at man som voksen kan tilsidesætte sine egne behov for en stund og udskyde fx at tjekke sin telefon, læse avisen eller holde en pause. Forældre med psykisk sygdom kan opleves mere ignorerende, kontrollerende, stille færre spørgsmål eller forklare, inddrage og respondere i mindre grad end andre. Hvis dette sker ofte, får barnet en oplevelse af ikke at være vigtig eller interessant for den voksne, og barnet kan reagere ved at blive mere krævende og klæbende, eller barnet kan trække sig i kontakten (resignere) og forsøge at ’klare sig selv’. Børn, der oplever, at deres forældre og andre omsorgsgivere engagerer sig i dem med glæde og er tilgængelige og sensitive for deres signaler, vil derimod udvikle positive forventninger til omgivelserne og få et positivt selvbillede, et billede af at være værdifuld, og at nogen vil hjælpe dem, når der er problemer – og det er forudsætningen for at turde udforske omgivelserne og livet.

At være en tryg base

Børn har behov for én eller få stabile og gennemgående omsorgspersoner. De voksne omkring barnet skal være omsorgsgivende, responderende, stimulerende, strukturerende og grænsesættende for, at barnet kan udvikle sig bedst muligt. Barnet har brug for tydelige rammer og trygge relationer, så barnet ved, hvad det kan forvente. Psykisk sygdom hos nogle forældre kan betyde affektfladhed, dvs. fravær af tydelige følelsesudtryk, manglende mimik og begrænset engagement hos den voksne. For andre kan det medføre, at de er følelsesmæssigt ustabile med mange hurtige humørskift, hvilket gør, at den voksnes adfærd og motiver er uforudsigelige for barnet. Hvis en voksen det ene øjeblik er imødekommende og det næste øjeblik skælder ud, kan det føre til angst og usikkerhed hos barnet.

Psykisk sygdom hos den ene forælder kan for nogle børn betyde, at det ikke har været muligt at sikre den ønskede stabilitet, fx hvis den syge forælder har været indlagt i en periode. Det kan betyde flere skift i omsorgspersonerne omkring barnet, og det øger risikoen for, at barnet mangler sin trygge base. Familien kan have brug for hjælp til at genetablere trygheden samt til at håndtere og forstå barnets reaktioner.

At prioritere barnets grundlæggende behov fremfor sine egne

Når en forælder er ramt af psykisk sygdom, kan det fx være svært at stå op om morgenen, skabe en rolig morgen for barnet og sende barnet godt afsted med madpakke mm. frem for at blive i sengen. Psykisk sygdom kan give betydelige problemer med ”at komme i gang” om morgenen pga. træthed og mangel på energi. Psykisk sygdom hos den voksne kan også vise sig ved nedsat evne til at se tingene i et tidsmæssigt perspektiv og se sammenhængen mellem handling og konsekvenser. Nogle voksne kan ikke udskyde tilfredsstillelsen af øjeblikkelige behov, hvilket kan bringe dem i uoverskuelige og uløselige situationer, som belaster børnene. Det lille barn har brug for, at forældrene kan udskyde eller tilsidesætte egne behov for at dække barnets basale behov for mad, varme, kontakt og stimulation.

At strukturere og rammesætte hverdagen og have gode fælles oplevelser i hverdagen

Børn har brug for gode og for alderen relevante oplevelser sammen med deres forældre og har desuden brug for at kunne stole på, at de voksne har styr på situationen. Når en forælder er ramt at psykisk sygdom, kan det have betydning for evnen til at huske, strukturere, fastholde eller skifte opmærksomhed. Evnen til at overskue situationer og hændelser samt til at sætte gode rammer for samværet kan ligeledes blive udfordret. Det kan også betyde begrænsninger for, hvad og hvor længe forælderen kan deltage i ting og begrænsninger i at holde styr på praktiske detaljer i barnets hverdag. Alt sammen faktorer, som får konsekvenser for, hvad barnet kan deltage i, og hvad forælder og barn kan foretage sig sammen.

At have realistiske og alderssvarende forventninger til barnet

Hos nogle forældre, som er ramt af psykisk sygdom, kan forventninger til, hvad barnet kan klare, og hvad barnet skal give tilbage til forælderen, være for høje eller urealistiske. Allerede under graviditeten og lige efter fødslen kan nogle forældre håbe og forvente, at barnet vil give mulighed for, at livet kan få ”en ny begyndelse” uden de tidligere udfordringer. De ikke-realistiske og uopfyldte forventninger kan efterfølgende føre til skuffelser, som barnet kan blive genstand for.

Rollerne kan blive byttet om, så det pludselig er barnet, som er ”skyld” i, hvis noget går galt, eller barnet er den, som skal opmuntre og hjælpe den syge forælder. Barnet skal bearbejde mange følelsesmæssige oplevelser alene og mærker hurtigt, at forælderen forventer, at barnet klarer sig selv. Barnet lærer at undertrykke sine egne behov, og forælderen, som er ramt af psykisk sygdom, kan have så lidt overskud, at forælderen ikke opdager denne dynamik eller ikke magter at tage ansvar og ændre den. Nogle forældre kan have svært ved at ”give slip” på barnet og ønsker, at barnet skal underholde eller forhindre ensomhed hos den voksne. Det er en stor belastning for barnet og har konsekvenser for dets udvikling og indlæring. Børn, der mødes med realistiske forventninger, bliver bestyrket i, at de kan klare udfordringerne i livet, og at de voksne har det overordnede ansvar. Børnene kan derfor bruge deres kræfter på at lære.

At have empati med barnet og evne til at rumme barnets frustrationer

Evnen til mentalisering eller at have empati med barnet, dvs. at kunne indleve sig i barnets oplevelser og barnets perspektiv, er afgørende for, om man kan give barnet den støtte og stimulation, det har brug for. Når forælderen formidler, hvad der sker i en given situation, hjælper det barnet til at forstå verden. Når den voksne sætter ord på de følelser, det lille barn udviser (”åh, du blev ked af det…”) og hjælper barnet med at regulere de til tider stærke følelser ved at berolige barnet og rumme det, lærer barnet sig selv at kende. Psykisk sygdom hos forældre kan fylde så meget i deres egen indre verden, at der er meget lidt eller intet overskud til at være empatisk overfor barnet. I tilfælde heraf bliver barnet ikke set og mødes måske med ligegyldighed, vrede, misforståelser eller irritabilitet fra forælderen. 

At kunne rumme frustration uden at afreagere på barnet

At udholde egne (fysiske og psykiske) belastninger eller smertefulde tilstande, og samtidig have overskud til at møde barnet på dets præmisser og behov, er en udfordring for enhver forælder. Når man er ramt af psykisk sygdom, kan man være så fyldt op af sine egne tanker, bekymringer, følelser eller impulser, at det forstyrrer samspillet med barnet. Manglende energi, træthed eller fysiske smerter kan også føre til problemer i samspillet.

At kunne skelne mellem ”voksenemner” og ”børneemner”

Forældre med psykisk sygdom har ofte også andre udfordringer i livet. Det kan være arbejde, økonomi, relationer til partner eller andre voksne, seksualitet, isolation mm. Nogle psykiske sygdomme indebærer, at forælderen deler alle tanker og bekymringer med barnet uden fornemmelse for barnets behov og udviklingsstadie. Nogle forældre forestiller sig, at små børn ikke hører eller ikke forstår, hvad der bliver talt om, men alt tyder på, at selv meget små børn hurtigt opfanger, når forælderen er bekymret eller har det dårligt. Det er vigtigt at støtte familien i at tale åbent om problemerne, men børnene skal altid kun inddrages på en måde, der passer til deres alder og udviklingstrin og gives vished om, at de voksne tager ansvar.

Sådan påvirkes børn 

Børn bliver påvirkede, når deres forældre bliver ramt af en psykisk sygdom.

Børn er forskellige og reagerer på forskellige måder, når psykisk sygdom fylder i den nære familie. Dog er alle børnene karakteriseret ved at være bekymrede for deres forældre og have ”lange antenner” i forhold til at holde øje med forælderens trivsel og sindstilstand. Børn kan mærke, når noget ikke er, som det skal være, og når deres forældre har det skidt. 

Hvor meget sygdommen påvirker barnet afhænger af en række faktorer; blandt andet sygdommens art og sværhedsgrad, hvor længe den står på, hvor gammelt barnet er, når sygdommen bryder ud, og hvordan netværket omkring familien er. Under alle omstændigheder påvirker sygdommen altid barnet, og det er vigtigt, at barnet kan tale med nogen om det – ellers risikerer barnet at komme til at føle sig ensom, anderledes og blive ramt af skyldfølelse.

Nedenfor finder du en række typiske mønstre hos disse børn.

Særligt veludviklede evner for at fornemme andres sindstilstand og energi

Når forældre rammes af psykisk sygdom, lægger sygdommen ofte beslag på en væsentlig del af den voksnes energi og overskud – et overskud, der skal bruges i forældrerollen. Barnet oplever derfor store udsving i forælderens sindstilstand, mentaliseringsevne, overskud og nærvær. For at kunne navigere i disse omskiftelige vilkår har disse børn en særligt veludviklet evne til at fornemme først deres forældres og senere også andres sindstilstand og energi. Dette er både en (nødvendig) kompetence og en byrde for børnene. Det øger deres mulighed for at fungere og få det, de har brug for, men det lægger også beslag på en stor del af deres energi – en energi, der skulle være brugt på almindelig udvikling og indlæring. Børn med denne veludviklede evne kan opleve skole- og fritidslivet som overvældende og udtrættende, da de tager mange indtryk ind.

Bekymrede for deres forældre og kan synes, det er deres ansvar at passe på forælderen

For børn er deres forældre de vigtigste personer i verden. Børn fornemmer, hvordan deres forældre har det og bekymrer sig for dem. Denne dynamik er meget udtalt og fylder meget hos børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom. Mange børn har behov for at være tæt på deres forælder med psykisk sygdom for at holde øje med, hvordan han eller hun har det. Det kan betyde, at de tilsidesætter egne behov, får skolefravær eller har svært ved at koncentrere sig. Det hjælper børn, at forældre og andre omsorgspersoner italesætter denne bekymring og fx fortæller børnene, at deres forælder får hjælp af andre voksne.

Børn er loyale og tilbageholder information 

Børn er loyale og samarbejder med deres forældre. Børn opfatter tidligt, hvad der må tales om, og hvad der er tabu i familien og uden for. De kan derfor komme til at stå meget alene med deres tanker og følelser – og har derfor brug for, at voksne hjælper dem med at bryde tabuet og sætte ord på.

Børn har brug for viden

Børn fornemmer stemninger og situationer – og ved, når noget ikke er, som det skal være eller ikke giver mening. Men børn har brug for hjælp til at forstå det, de fornemmer, og har brug for ord, der kan forklare deres oplevelser og give dem mening og sammenhæng. De mangler ord og forklaringsmodeller, hvis hverken deres forældre eller andre omsorgspersoner hjælper dem.

Følelser af skyld og skam

Når børn ikke forstår, hvad der sker, skaber de deres egne forklaringsmodeller og mening. Disse forklaringsmodeller og årsagssammenhænge drejer sig ofte om dem selv. Dvs. de tænker, det er deres skyld, og at de er årsag til dårlige situationer og hændelser. Fx kan nogle børn tænke, at det er deres skyld, at mor fik en fødselsdepression, eller at det er fordi, de er uartige, at de så ofte får skæld ud, og der opstår dårlige situationer i familien. Børn opfatter og adopterer også det tabu og stigma, der stadig er forbundet med psykisk sygdom. Det kan betyde, at de ikke beder om den hjælp, de har brug for.

Alderssvarende udvikling og kognitive udfordringer

At vokse op med en forælder med psykisk sygdom lægger beslag på en stor del af barnets opmærksomhed, energi og kræfter. Det har konsekvenser for barnets sociale, psykologiske og kognitive udvikling. Det er således afgørende at finde de rette årsagssammenhænge, når et barn er udfordret på et eller flere af disse områder. Dvs. afdække hele systemet omkring barnet og ikke se isoleret på barnet.

Mistrivsel – hvordan skal vi voksne forstå det?

Børn, som vokser op i en familie med psykisk sygdom, er på konstant overarbejde, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder hos børn.

Det kan være svært at skelne tegn på mistrivsel, som er på grund af psykisk sygdom hos forældrene, fra tegn på anden form for mistrivsel eller vanskeligheder i barnets liv. Men uanset årsagen til, at barnet viser tegn på mistrivsel, er det altid de voksnes ansvar at reagere og blive nysgerrige.

Tegn hos børn 

Børn, som vokser op i en familie med psykisk sygdom, er konstant på overarbejde.

Børns reaktioner på svære vilkår kommer til udtryk på mange forskellige måder og kan også være udtryk for andre problematikker. Men uanset hvad der er årsag til, at barnet viser tegn på mistrivsel, så er det altid de voksnes ansvar at reagere og blive nysgerrige.

Under- eller overenergi 

Børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, kan have lav vitalitet, lav energi og lavt engagement. De kan være apatiske og mimikfattige. Modsat kan pårørende børn have høj energi, kropslig uro, aggression og manglende koncentrationsevne.

Adfærdsproblemer 

Børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, kan være overtilpassede, ansvarlige og pligtopfyldende. De ”går under radaren” og er usynlige for andre voksne. Andre børn reagerer ved at være kaotiske, uorganiserede og urolige. Nogle børn søger overdreven voksenkontakt, andre børn er kontrollerende og styrende, og andre igen opsøger negativ opmærksomhed eller indtager fjollerollen.  

Somatiske symptomer 

En væsentlig del af de børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, har somatiske symptomer. Typisk søvnproblemer, mave- og hovedpine, overdreven reaktion ved smerte mm.

Sådan støtter du borgeren, der er forælder 

Selvom man er vant til at tale om svære emner med borgere, som er ramt af psykisk sygdom, kan det være svært at starte en samtale om deres børn og børnenes trivsel. Man kan være bange for at sige noget forkert, have forkerte antagelser eller gøre noget værre. Men med din viden om borgerens funktionsniveau kan du gøre en stor forskel for de børn, som vokser op i svære vilkår.

Det er betydningsfuldt for borgeren, at du interesserer dig for hele personens liv og kan hjælpe med at henvise til støtte til børnene. Hvis du møder en afvisning, kan du altid trække dig og så vende tilbage til emnet senere eller en anden gang. Spørg hellere en gang for meget end for lidt, for det har store konsekvenser for et barn, der vokser op uden at få hjælp.

Invitér til snak om trivsel hos barnet og i familien

Når et barn lever i et hjem, hvor far eller mor er ramt af psykiske vanskeligheder, er det vigtigt at spørge til, hvordan barnet har det, og hvordan familien klarer hverdagen. Det er rart for borgeren, at nogen viser oprigtig interesse for deres børns trivsel. Find måder at spørge på, som passer til dig selv, vær tålmodig og bliv ved med at vise din omsorgsfulde interesse – spørg flere gange.

For at åbne samtalen kan det hjælpe at ’låne’ forskellige udsagn og hypoteser til borgeren om, hvordan de kan opleve deres hverdag med kaos, bekymring og svære situationer. Se mere nedenfor.

Vær vedholdende og vis oprigtig interesse

Det er ofte nødvendigt at spørge og være oprigtig interesseret flere gange over en længere periode. Børn er dyrebare for forældre, og forældre er bekymrede for, om de gør det godt nok. Det er derfor nødvendigt med en vedholdende interesse, så borgeren overbevises om, at din intention er at hjælpe.

Følg op på samtaler og aftaler – fx om hvornår eller hvordan I skal tale videre næste gang. Det underbygger din oprigtige interesse for både borgerens og børnenes trivsel.

Målet er støtte til børn – ikke indgreb

Børn er det dyrebareste for forældre, og det er forbundet med skam og bekymring, hvis man er i tvivl om, om man er en ’god nok’ forælder. Det kan derfor vare længe, før borgeren lukker op for emnet, da det kræver tillid til, at det kan medføre hjælp og ikke alvorlige konsekvenser.

Alle forældre har i sidste ende en frygt for, at barnet fjernes, så det er hjælpsomt, hvis du italesætter, at det ikke er målet for din interesse, og at det i øvrigt sker meget sjældent og kun som sidste udvej.

Du kan lægge kimen til, at et barn får en betydningsfuld voksen

Når man taler med voksne, som voksede op under vanskelige vilkår i familien, nævner de fraværet af oprigtig interesse og opsøgende spørgsmål fra andre voksne i deres hverdag som det væsentligste afsavn og årsag til, at de måske ikke blev identificeret og hjulpet. Det er derfor meget vigtigt at klæde de voksne, der er tæt på barnet, på til at stille interesserede og relevante spørgsmål til disse børn.

Det kan du gøre ved at videregive information til relevante instanser og ved at opfordre borgeren til at være åben om sin situation i barnets hverdagsliv.

Hvis du på baggrund af dit kendskab til borgeren er bekymret for børnene, kan du tale med borgeren om, at den officielle informationsvej er at sende en underretning til socialforvaltningen. Det bedste er naturligvis at sende den i samarbejde med forælderen med forventning om, at der kan ydes støtte i hjemmet eller i skole/institution.

Skulle borgeren ikke være interesseret i dette, må du sende underretningen alligevel.

Gode råd til samtalen om børn 

Nedenfor finder du en række gode råd til, hvordan du skal forholde dig til borgeren, når I taler om børn, hvordan I kan tale sammen, og hvad du skal være opmærksom på, at borgeren har brug for.

I videoen får du eksempler på, hvordan borgeren kan tale med sine børn om sin psykiske sygdom. 

Tillid er grundstenen – hold hvad du lover

Denne gruppe af borgere har mødt mange myndighedspersoner eller sundhedspersonale, hvor de ikke har følt sig set og lyttet til, men i stedet følt sig presset, forvirret eller misforstået. Det vigtigste er derfor, at jeres samtale baserer sig på tillid – tillid til, at du vil hjælpe. Det er derfor vigtigt, at du holder, hvad du lover – både i forhold til, hvad I aftaler og i forhold til, hvad du kan tilbyde af tid og handling.

Vær tydelig med, hvad I aftaler.

Vær vedholdende og lyt!

Når forældre fortæller om deres børns trivsel er det både vigtigt og sårbart. Det er derfor afgørende at lytte og hverken overreagere, bagatellisere eller trøste.

Spørg hvordan borgeren selv opfatter barnets reaktioner, og om der konkret er noget, der bekymrer.

Fortæl at voksne i barnets hverdagsliv, som kender barnet og familien, kan støtte, hvis de kender til familiens situation.

Borgeren har brug for at forstå, hvad der sker, når der iværksættes støtte

Aftal først handling, når I er enige, eller når borgeren accepterer, at det er nødvendigt.

Det er altid svært for forældre at erkende, at der er brug for ekstra ressourcer til deres børn. Fortæl at en underretning blot er et værktøj til at videregive en bekymring for et barn. Det er ikke den direkte vej mod, at barnet bliver fjernet. Forklar borgeren, at underretninger sendes til socialforvaltningen, som så vurderer det næste skridt.

Vær opmærksom på følelsen af skyld

Fortæl borgeren, at de gør det så godt, de kan som forælder, og at der er omstændigheder, der gør, at der kan være brug for yderligere ressourcer til barnet. Omstændigheder som borgeren ikke bærer skylden for. Det kan fx være psykisk sygdom (det er netop det, der gør det til en sygdom – man kan ikke bare tage sig sammen), fattigdom, social udsathed etc.

Det hjælper børn at få viden

Hvis borgeren ikke allerede taler med sit barn om, hvordan han/hun har det, er det en god idé at opfordre borgeren til at begynde på det.

Du kan opfordre borgeren til at tale med sit barn om at være udfordret af psykisk sygdom, så barnet får afpasset viden om forælderens sygdom. Børn opfatter meget mere, end de voksne tror, og de har brug for forklaringer. Forælderen kan forklare, hvorfor nogle situationer bliver særligt svære, eller hvorfor det ikke altid er muligt for forælderen at være samme med barnet så meget, som de har lyst til.

Når voksne tager ansvar kan børn være børn

Det, der hjælper børn, er, når voksne tager ansvar og sætter rammer – så kan børn være børn og lege og lære, som de skal. Når børns forældre ikke er i stand til at tage det fulde ansvar, må andre træde til, for børn bekymrer sig, tænker tanker, tager ansvar og reagerer på deres vilkår.

Dit ansvar består i at tale med forælderen om, hvordan barnet trives og give besked til andre om at iværksætte støtte, når det er påkrævet.

Det er alle voksnes ansvar at passe på børn – særligt børn i risiko – og give dem mulighed for at leve et godt børneliv.

Den modige samtale med borgere, der er forældre

Det er svært, men vigtigt at tale om børnene.

Når borgere er ramt af psykisk sygdom eller vanskeligheder, kan det være svært for både fagpersoner og borgere at tale om borgerens børn. Men det er vigtigt at være opmærksom på børn i belastede familier, så kæden af arv og miljø kan brydes, og børnene får mulighed for at leve et bedre liv end deres forældre. Du kan hjælpe til dette ved at åbne samtalen og handle aktivt ved at sende information videre i systemet.

Her er nogle gode råd til samtalen:

Hold fast i barnets trivsel som udgangspunkt for interessen

Vis tydeligt din hensigt og interesse – nemlig at hjælpe barnet. Inviter forældrene til åbenhed, fordi du ønsker at drage omsorg for barnet.

Understreg at din mission er at hjælpe barnet bedst muligt.

Det kan være nødvendigt at afkræfte forældrenes største frygt – at kommunen fjerner børnene – da den ”elefant i rummet” kan betyde, at forældrene ikke er i stand til at høre dine reelle hensigter.

Vær nysgerrig og undersøgende

Vær undersøgende sammen med forældrene i forhold til barnets trivsel, og hvordan barnets adfærd kan forstås.

Vis en oprigtig interesse for, hvordan samværet er derhjemme, og hvordan barnet reagerer på forskellige situationer.

Spørg hvordan forældrene forstår denne adfærd.

Vær respektfuld og vedholdende

Vær respektfuld over for forældrenes svar og opfattelse af situationerne.

Bevar en ligeværdig relation, hvor begge parters synspunkt er lige gældende.

Hold også fast i, at det er vigtigt at have fokus på børn. Forældre er ikke altid klar til at erkende situationen og til at dele deres bekymringer, og måske er der brug for flere samtaler.

Fasthold neutralt sprog og respekt for borgerens ståsted samtidig med, at du holder fast i din bekymring og interesse.

Oprids evt. forskellene i jeres opfattelse – uden værdiladning.

Afdæk hvad du kan gøre for at hjælpe barnet

Ofte ved forældre ikke, hvordan eller hvilken hjælp deres barn kan få, og de er måske også usikre på, hvad de siger ja til. Du kan man forklare forskellige muligheder og inddrage borgeren i beslutningen om næst skridt. I kan fx vende tilbage til emnet ved næste møde, I kan skrive en underretning, eller I kan aftale, at borgeren kan gå hjem og tale med barnet og/eller med skolen eller institutionen.

Følg op på det, I aftaler – det er dit ansvar.

Sådan kan du formulere dig 

Der er mange måder at tale om psykisk sygdom på.

Det er almindeligt at anvende mange forskellige ord om psykisk sygdom, fx psykisk lidelse, psykiske problemer, vanskeligheder eller sårbarheder, og nogle kalder det også stress, træt eller ondt i hovedet. Lyt til borgerens sprogbrug og brug de vendinger, som du synes passer bedst. Det virker afstigmatiserende, hvis du på en naturlig måde taler direkte om emnet. Du kan blive inspireret nedenfor.

Nedenfor finder du en række punkter, som er vigtige at være opmærksomme på i samtalen med forældrene. Punkterne kan også bruges som inspiration til konkrete formuleringer i samtalen.

• Alle forældre gør deres bedste i forhold til deres børn, og nogle gange er der omstændigheder, der gør det vanskeligt. Hvordan er det hjemme hos jer?
• Børn er afhængige af deres forældres humør og opmærksomhed og påvirkes ofte hurtigere og mere, end deres forældre er klar over.
• Børn reagerer på, at noget er svært – også selvom de voksne tror, at børnene ikke ved noget.
• Børn opfatter meget mere, end vi voksne tror. De ved, når noget ikke er, som det skal være – også selvom de ikke kan sætte ord på det eller kan forklare, hvad de mærker.
• Børn har brug for viden – ellers laver de deres egne forklaringsmodeller, og det har ofte noget med dem selv at gøre. Det betyder, at de kommer til at påtage sig skyld og skam for det, der sker i familien.

Eksempler på spørgsmål du kan stille: 

• Taler I om den psykiske sygdom derhjemme?
• Har du fortalt dit barn, hvordan du har det?
• Har du fortalt dit barn, at du får hjælp?
• Tror du, dit barn har lagt mærke til, at noget er anderledes hjemme hos jer? Hvad?
• Har du spurgt dit barn, om det nogle gange tænker på, at noget er anderledes hjemme hos jer? Hvad?
• Forstår barnet, hvordan du har det?
• Forklarer du dit barn, hvad det betyder for jeres samvær, at du har det svært?
• Har du talt med dit barns skole/institution om jeres situation?
• Kan du nogle gange ikke være så meget sammen med dit barn, som du kunne ønske dig – pga. den psykiske sygdom? Har du forklaret dit barn, at det er sådan?
• Kan du ikke altid holde, hvad du har lovet dit barn, fordi det er en dårlig dag?
• Jeg ved, du gør det så godt, som du kan, og at du er optaget af dit barns trivsel.
• Jeg tænker, der er brug for lidt ekstra til dit barn …

 

Hvis borgeren ikke allerede taler med sit barn om, hvordan han/hun har det, er det en god idé at opfordre borgeren til at begynde på det. Du kan støtte forælderen i at tale med sit barn om at være udfordret af psykisk sygdom, så barnet får afpasset viden om forælderens sygdom.

Gå på opdagelse i værktøjskassen og find konkrete redskaber.