Batteriøvelse 1.-4. klasse og 5.-7. klasse

Batteriøvelser er værktøjer til samtalen om, hvordan psykisk sygdom kan påvirke en familie. Batterierne kan anvendes til både det enkelte barn og grupper af børn i alderen 6 til 15 år.

Børn med psykisk sygdom i familien bruger megen energi, på det der sker derhjemme med mor eller far eller søster eller bror. Tankerne kan også fylde meget, når barnet er i institution eller skole.

Men det kan være svært for børnene at forklare præcis, hvordan det føles for dem, og hvordan de kan reagere, når der kommer rod i tankerne og følelserne, som sluger al deres energi. De voksne tæt på barnet og de andre i gruppen eller klassen kan tillige have svært ved at sætte sig ind i, hvordan det føles, når man bliver hurtigere udmattet – eller hvorfor man nogle gange reagerer følelsesmæssigt.

Her kan dette redskab være en hjælp.

Med denne øvelse, som består af tre forskellige batterier, kan børnene ved brug af emojis illustrere, hvordan de har det, når de har henholdsvis meget energi, begrænset energi og ingen energi. Batterierne kan også vise, hvor meget energi børnene har i løbet af en dag, og hvad der giver dem mere energi og hjælper dem med at få styr på tankerne og følelserne.

Øvelsen er tiltænkt som et redskab til at understøtte en samtale om psykisk sygdom og mangel på energi mellem en pædagog eller lærer og den enkelte elev med psykisk sygdom i familien.

Øvelsen kan ligeledes anvendes til hele gruppen/klassen, da alle børn oplever at reagere på forskellige måder, når de er løbet tør for energi. Når børnene sammen udfylder batterierne, får de et fælles sprog til at tale om rod i tankerne og psykisk sygdom i familien, hvilket kan gøre det lettere for det enkelte barn at forklare, hvorfor man nogle gange ikke kan det hele, trækker sig eller bliver vred.

Sidst men ikke mindst kan batterierne anvendes til at tale om psykisk sygdom i familien. Forældre og barn kan med fordel udfylde batterierne sammen og derved blive opmærksomme på, hvad de enkelte familiemedlemmer kan gavne af, når der er rod i tankerne og følelserne og den psykiske sygdom fylder.